First timers Ålborg

First Timers 2019 – Min første officielle crossfitkonkurrence

 

Skrevet af Pernille Nygaard

 

Søndag den 8. september 2019 er en dag jeg altid vil tænke tilbage på med et kæmpe smil på læben. Det var dagen, hvor jeg deltog i min første officielle crossfitkonkurrence som individuel. Jeg havde indtil den dag kun trænet crossfit i små 3 måneder, så jeg var bestemt en rigtig First Timer.

Om jeg var nervøs? Ja i den grad! Jeg sov måske sammenlagt 1-2 timer natten inden. Simpelthen pga. spænding for hvordan en rigtig konkurrence mon var. Hvordan jeg ville klare mig. Hvordan det ville være at stå der på gulvet i et fremmed center med 100-vis af øje rettet imod mig, og den præstation jeg nu engang skulle formå at levere. Så jo, jeg var nervøs og utrolig spændt.

 

Vi kørte imod Aalborg klokken meget tidligt om morgenen, da der var atlet-check-in kl. 7.30. Jeg var nok ikke helt vågen, da jeg trådte ind i CrossFit Dannebrog, som var værtbox for denne First Timers konkurrence. Men i det øjeblik jeg trådte ind, så blev jeg taget pænt imod af smil, og fik mit nummer og T-shirt. Efter check-in var der velkomst og briefing af første event.

 

Nu begyndte sommerfuglene virkelig at kunne mærkes. Det føltes helt som i en eksamenssituation, da man stod ude på siden og vidste, at nu skulle man ind på gulvet lige om lidt og igennem første event. Inden eventet gik i gang, fik man hilst på sin dommer. Samtidig fik man også mulighed for at vise hvordan man ville udføre øvelserne, så dommeren kunne sige, om det var korrekt eller ej. Det var virkelig rart, og det bidrog til, at jeg følte mig mere tryg. Alt var jo stadig meget nyt for mig i og med, at jeg kun havde trænet crossfit i tre måneder.

 

Første event skulle i gang. Nu var det nu. At stå der på start-platformen og se uret tælle ned fra 10, der løber der et hav af følelser, adrenalin og tanker igennem hovedet og kroppen. Nu er det NU! I det fløjten lød slog jeg hovedet fra. Jeg husker ærlig talt ikke meget af hvad der skete. Jeg bruget bare kroppen. Lyttede på dommeren tælle mine reps, heppe på mig, hørte folk råbe mit navn. Mere husker jeg ikke, før jeg igen rammer start-platformen, som betød, at nu var jeg igennem. Først der ser jeg på tiden. Wauw en tid! At være igennem, og bagefter modtage HI-5 og ros, og bare mærke adrenalinen pumpe derud af, det er den fedeste følelse. Jeg fik en 2. plads i første event. Slået med små 5 sekunder af en anden ud af 22 seje kvinder. Da jeg lå i toppen, skulle jeg første i gang med event 2 i heat 3, hvilket betød, at jeg havde omkring 2 timer inden jeg skulle på igen. 

I løbet af dagen skulle der laves et Floater Event. Det er et event som alle skal lave, da pointene tæller med i den samlede bedømmelse, men det er op til atleten selv, hvornår på dagen eventet laves. Jeg valgte at gennemføre Floater Eventet en halv times tid efter første event, så det var overstået.

 

Jeg kunne skrive en hel roman om tanker og følelser, om hvordan det føles til ens første konkurrence, men det bliver nok lidt langtrukkent at læse.

Event 2 bestod af den del 1 og del 2 med running clock. Der var 10 minutter i alt. Del 1 bestod af 600 m sprint, og derefter direkte videre i 1RM i Clean’n’jerk. Det var maksløftet, som jeg frygtede mest. Det er ikke min stærke side, og jeg var vildt nervøs. Men jeg vidste, at det var min svaghed, og at så måtte jeg bare være ekstra god i løbet og i de andre events. Men stemningen i boxen og hele konkurrencementaliteten medførte, at jeg fik PR i mit løft! Nu var der kun event 3 tilbage. Den var lidt længere med en time cap på 15 minutter. Jeg havde hele dagen lagt på placeringer mellem 2. og 5. pladsen, så nu skulle den have fuld gas, da jeg jo havde en chance for at gå videre til finalen, hvilket top 6. gjorde. Jeg var igen i heat 3, og nogle af de andre piger fra heat 1 og 2 havde lavet gode tider i dette event, så nu var det bare at give den hele armen. Og det gjorde jeg! Det blev til en 2. plads i event 3. Det betød, at jeg fik en samlet 4. plads overall, og dermed skulle med i finalen!! Hold nu op! Det havde jeg ikke selv troet! Bare det at nå til finalen var en sejer for mig.

Inden finalen begyndte blev alle finale-deltagere af herre og damer råbt op ved navn samt hvilken box vi var fra. Så kunne vi lige stå inde midt på gulvet og modtage klap fra alle tilskuerne. Det var lidt fedt 😉 Især fordi jeg ikke havde troet, at jeg ville opnå det, at gå videre til finalen. Jeg var stolt af mig selv.

Finalen blev gennemgået, og vi fik små 20 minutter til at varme op, og så var det finaletid.

Stemningen var i top. Det havde den været hele dagen igennem. Det er noget af det ekstra fede ved en konkurrence. Konkurrencen tager hele dagen, men tilskuerne og atleterne har samme power og heppen fra start til slut.

Efter finalen gik der ikke længe før det var tid til at kåre vinderne!

 

Jeg endte på en samlet 4. plads kun 2 point fra en podieplads – jo jo lidt surt, men jeg var stadig bare så glad og stolt. Det var min første officielle konkurrence ude i en fremmed box imod 22 fremmede seje kvinder. Det gik langt bedre end jeg havde troet, og det var en oplevelse jeg altid vil huske tilbage på med et kæmpe smil.

Dette skriv har været svært at skrive. Mest fordi en konkurrence skal opleves. Enten som deltager eller tilskuer. Atmosfæren til en konkurrence er noget man simpelthen bare skal opleve, hvis man går op i crossfit. Den er fantastisk. Crossfit er træning og konkurrence, men det er også community, og det oplever man virkelig til en konkurrence. Man får snakket med mange, som deler ens passion. Man får HI-5, tips, grin og nye bekendtskaber.

Sidder du og overvejer at deltage i en konkurrence, så har jeg kun en ting at sige til dig: Gør det! Der er plads til alle, og det giver et kæmpe boost. Det rykker grænser og er med til at udvikle dig. Og vigtigst af alt, så er det en sand fornøjelse at være bland en masse crossfit-glade mennesker en hel dag.
Jeg glæder mig i hvert fald enormt meget til min næste konkurrence, fordi jeg er kun lige begyndt
😊

 

Læs mere om rx events konkurrencer på deres facebook side eller bliv medlem i CrossFit Lageret og bliv trænet af dygtige undervisere!

First timers Ålborg