Mathildes beretninger fra JM i styrkeløft

 

Mathilde til JM i Styrkeløft

Optakten til JM – Mathilde Østergaard.

JM i Horsens Styrkeløft Klub var min anden konkurrence i styrkeløft, siden jeg begyndte at træne målrettet trekamp for under et år siden. I forberedelserne op til denne konkurrence havde jeg derfor nogle mere ambitiøse mål end første gang med hensyn til, hvor meget jeg forventede eller håbede på at løfte på konkurrencedagen. 

Månederne op til stævnet var en hård proces, som krævede, at jeg reducerede min vægt med cirka tre kilo samtidig med, at jeg øgede min styrke så vidt muligt. Et kalorieunderskud harmonerer desværre ikke synderligt med en tiltagende træningsvolumen, og jeg følte derfor, at min indsats til træning krævede ekstra meget fokus grundet den manglende energi. Ikke desto mindre var hver eneste træning et skridt på vejen til målet, og jeg tøvede aldrig et sekund på, at det var det, jeg ville. Til samtlige træningspas investerede jeg alt, hvad jeg havde, og i opkøringens sidste uger så jeg da også det hårde arbejde betale sig gennem den ene personlige rekord efter den anden.

Morgenen uden morgenmad.

Endelig kom dagen lørdag den 21. september 2019, hvor jeg for alvor fik lov til endelig at teste resultatet af de mange timer spenderet i PerformanceLab og Crossfit Lageret. Vækkeuret ringede klokken 05:45, hvor jeg steg på vægten, der viste 57,2 kg. Det betød, at jeg på køreturen fra Holstebro til Horsens måtte byde min stakkels træner at sidde indelukket i en bil i næsten halvanden time med blæseren skruet op på maksimal varme, således jeg forhåbentlig kunne svede de overskydende 200 gram ud af kroppen inden indvejning. 

Da jeg kom frem til HSK fik jeg godkendt mit udstyr, hvorefter sandhedens time ventede. Jeg smed hver en trevl på kroppen og steg splitterravende nøgen op på vægten, der til min store lettelse viste tallene: 56,48 kg. Gudskelov kunne jeg med ro i sindet spise min medbragte morgenmad bestående af kakaomælk, havregryn og en proteinbar.

Konkurrence dagen.

Mens klokken nærmede sig 10:00, hvor min gruppe skulle gå på til første disciplin, squat, gik jeg i gang med opvarmningen. Trods et hjerte som hamrede afsted med, hvad der føltes som 200 slag i minuttet, føltes alting, som det skulle. Min krop havde det godt og der var god fart i mine sidste opvarmningssæt; 100, 110, 115. Jeg var klar til at skulle på platformen. Efter mit første vellykkede forsøg på 120 kg, begyndte nerverne for alvor at stå på højkant. 

Jeg trådte igen ind på platformen, hvor jeg tog de 125 kg på nakken, som jeg ugen forinden havde bøjet relativt ubesværet. Da jeg trådte ud og mærkede, hvordan den føltes tung på min ryg, bredte nervøsiteten og usikkerheden sig yderligere, og jeg kollapsede i bunden. Tre røde lamper og et underkendt andet forsøg sad fast i kroppen, da jeg igen på tredje forsøg måtte se mig slået af vægtstangen.

Den tunge bænkpres.

Nå, videre til bænkpres. Under opvarmningen kørte jeg op til de 70 kg, som jeg adskillige gange havde løftet til træning, hvorefter jeg gik ind på platformen til mit første forsøg på den konservative startvægt 67,5 kg, hvilken, som forventet, fløj op. Da jeg trådte ind på platformen til mit andet forsøg på 72,5 kg, hvilket ligeledes var en vægt, jeg havde løftet gentagne gange til træning, blev jeg bedt om at reracke stangen, fordi min hæl var løftet fra gulvet. Igen på dette andet forsøg mærkede jeg panikken brede sig, og i min iver efter igen at få mig placeret rigtigt og startet løftet, blev jeg ufokuseret og spotterne måtte løfte stangen fra mit bryst. Med 3/5 underkendte løft indtil videre var skuffelsen og frustrationen det eneste, der fyldte i mit hoved, hvorfor jeg heller ikke formåede at samle mig til mit tredje bænkpresforsøg.

Comeback

Efter en dramatisk exit fra atletområdet og et par minutters peptalk fra min træner, der ligesom jeg selv ikke var imponeret over min præstation på dagen, fik jeg tørret mine øjne, spist fire stykker vingummi og gik i gang med opvarmningen til trekampens sidste disciplin, dødløft. Med D-Devils ”Judgement Day” på repeat i høretelefonerne fandt jeg koncentrationen og fik mit startløft på 140 kg. Næste løft på 150 kg blev gjort klar, jeg fik to hårde klap på skuldrende, inhalerede to gange lugten fra en ammoniakkapsel og løftede dernæst en 2,5 kg PR fra gulvet, som var det ingenting. Det føltes let, og der var endelig noget, som gik min vej. 

Min træner meldte 155 kg ind, men efter forhandling med både ham og nogle af mine stærke løftevenner blev vi enige om at give det et skud med yderligere tre kg og dermed et danmarksrekordforsøg på 158 kg. Efter endnu en gang at have fundet vreden og adrenalinen frem til dagens allersidste løft, trådte jeg ind på platformen, bukkede mig ned, tog fat om stangen, og begyndte at trykke fødderne i gulvet. Stangen rørte sig ikke ud af flækken, og trods endnu et mislykket forsøg kunne jeg blot grine af sidstnævnte. Den var simpelthen bare for tung.

Den uundværlige opbakning!

Mine løft taget i betragtning ville det være synd at sige, at jeg havde haft et vellykket stævne. Jeg fik underkendt flere løft, end jeg fik godkendt, og mine samlede løft på 120 kg i squat, 67,5 kg i bænkpres og 150 kg i dødløft resulterede i nøjagtigt samme total som ved mit første stævne, nemlig 337,5 kg. Uagtet skuffelsen fik jeg en førsteplads og vigtigst af alt modtog jeg kæmpestor opbakning og ros fra alle omkring mig. Både fra min klub, Holstebro Styrkesport, min træner og fra alle de andre fantastiske mennesker fra PerformanceLab og Crossfit Lageret, der enten var med mig og heppede, eller som fulgte med live. Det er netop det styrkeløft og generelt sammenholdet i centret kan. Det kan få selv den mest håbløse træning (eller i mit tilfælde konkurrence) til at fremstå som en helt igennem forrygende oplevelse. Den stemning, man finder til en styrkeløftkonkurrence, og det sammenhold, man erfarer i processen op til, overskygger alt andet. 

Jeg havde en helt igennem suveræn dag til JM i Horsens. Jeg nød hvert et øjeblik (næsten i hvert fald), og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til min næste konkurrence og om muligt endnu mere til processen op til, hvor jeg får lov til at træne og dele oplevelsen med en masse andre stærke og skønne mennesker, der besidder samme passion for sporten. 

 

Besøg Holstebro Styrkesports facebook side.

Kunne du også tænke dig at konkurrere i styrkeløft, læs mere her.

Skuffet Mathilde CrossFit Lageret